Seminar på Designskolen i Kolding
2. dec 2009 08:36, apd@oem.dk
Kære medlemmer af markedsføringspanelet
Tusind tak for en inspirerende og givtig dag på designskolen i Kolding den 17. november. Sikke en masse konkrete ideer til markedsføring af Danmark vi fik på banen. Ærgerligt med det store mandefald, men fortvivl ikke, det er stadig muligt – og forventet – at I bidrager med konkrete ideer.
Jeg blev meget begejstret for designskolens indslag i vores arbejde. Dagen startede med en rundtur hvor elever, lærere og forskere visualiserede Danmarks forskellige styrker og kompetencer med udgangspunkt i de 3 temaer, vi har sat for markedsføringen. Vi fik bland meget andet smagsprøver på Danmark som foreningsland, den direkte kontakt til magten i form af ministeren, første indtryk af Danmark oplevet af en italiensk og en canadisk studerende, innovation gennem samarbejde mellem erhverv, skole og offentlige aktører og fælles design af cykler mellem danske og kinesiske studerende. Det var en formiddag, hvor begejstringen var stor og smittende!
At få ”eksperterne” på banen om eftermiddagen gav også nye vinkler. Karsten Koed (Gorm Larsen & Partners) satte fokus på Danmarks brandarkitektur. Jan Olsen (DRRB) gik i dybden med det danske værtskab. Michael Nielsen (Manifesto.se) fra Sverige fortalte om sociale medier. Og endelig Hans Andersen (British Council), som førte os ind i mulighederne omkring kulturel udveksling. Deres forskellige indgange til markedsføring inspirerede til den efterfølgende workshop, hvor ideerne sprudlede.
Vi er nu i fuld gang med at renskrive idekataloget, som vi hurtigst muligt vil dele med jer. De af panelmedlemmerne, der ikke deltog i mødet, må meget gerne komme på banen med kommentarer og forslag.
På næste møde vil vi præsentere udkastet til idekataloget og teste det, så vi kan blive helt klare på, hvad vores budskab skal være, og hvordan det skal formidles.
Med venlig hilsen
Mette Kynne Frandsen